Menu

Referat, Hillerød Fodbold  – Stenløse Boldklub, d. 6/5-17 kl. 15:00

image
Kim Madsen
09. maj 2017 kl. 13:49

Senior 1-holdet drog fortrøstningsfulde afsted til Hillerød med en god bunke selvtillid efter de

seneste 3 kampes opadgående formkurve, som havde resulteret i 6 point inden lørdagens møde

med topholdet. Holdet vidste at de skulle arbejde stenhårdt for at få point med derfra, men havde

bevist med to uafgjorte resultater mod Hillerød i efteråret, at den mission ikke var umulig.

Det var et tændt og aggressivt mandskab som startede kampen godt. Allerede i de første par

minutter kom vi til et par halve muligheder og hjørnespark, efter et par gode bolde i bagrummet

fra Villads Beierholm, dog uden at det for alvor blev helt farligt.

Topholdet Hillerød kom bedre med i opgøret og specielt i deres venstre side begyndte de at vise

tænder og kom frem til et par farlige indlæg som halvlegen skred frem. Dog stod vi godt imod og

med en velspillende Tim Lund i målet, var det klart for alle, at der skulle noget særligt til før

Hillerød skulle lave mål.

Resten af 1. halvleg bølgede meget frem og tilbage og efter en stor arbejdsindsat og en

fremragende attitude, gik vi til pause med stillingen 0-0.

Fra anden halvlegs begyndelse stod det klart, at Hillerød overtog styringen af kampen mere og fik

trykket os mere og mere i bund. Igen stod vi flot imod og havde bestemt ikke i sinde, at lade dem

komme nemt til fadet. Og i det 66. Minut spillede Mikkel Carentius en bold hen over hovedet på

Hillerøds forsvar, hvor den hårdtarbejdende og pågående Dennis Jakobsen tog et godt dybdeløb.

Bolden blev sparket på overliggeren og returbolden faldt for fødderne af Sebastian Lau som køligt

fik sendt bolden i mål til 0-1. Bestemt ikke ufortjent, målt på indstilling og vilje.

Det sparkede ekstra energi og motivation ind i holdet, som resten af kampen viste mandsmod og

den nødvendige indstilling, til at komme afsted fra Hillerød med point. Og med 5 minutter tilbage

af den ordinære spilletid får indskiftede Magnus Spaniel prikket bolden forbi Hillerøds højre back,

går mod baglinjen og får lagt den skråt tilbage til Mads Petersson, som modtager bolden på kanten

af feltet og smukt og elegant krøller bolden over i det lange hjørne til 0-2.

Efter 0-2 målet følger nogle dramatiske og desværre for os, nogle virkelig uheldige minutter.

Hillerød smider flere folk frem og formår at få lagt et tryk med lange bolde og mange indlæg ind i

vores felt. I det 89. minut træffer dommeren en tvivlsom og kampafgørende beslutning.

Obaida El-Itr bliver udvist efter han begår sit andet frispark i kampen og dermed modtager sit

andet gule kort. Selv til undren for flere af hjemmeholdets fans og spillere, som heller ikke helt

forstod den linje som dommeren havde lagt for kampen. Det skal dog ikke være nogen

undskyldning for, at vi i de kommende 5 minutter lukker to mål ind og dermed kun kommer fra

Hillerød med 2-2 og det ene point.

Dog skal vi tage alt det positive med fra denne kamp. Vi spiller lige op med det bedste hold i

rækken og viser vores berettigelse i rækken. Og med det ene point genindtog vi den vigtige 8.

plads som Jægersborg kort havde overtaget efter 0-0 mod Virum. Nu venter forårets, indtil videre,

vigtigste kamp på lørdag d. 13/5, når netop Jægersborg gæster Stenløse Stadion.

Luk