Sammenhold giver styrke
Kære medlemmer,
Bestyrelsen ønsker at informere jer om, at en stor del af vores U19 spillere, har valgt at flytte deres hold til den nystartede senior fodboldklub i Egedal. (Vores tidligere U21 hold)
Dog skal det siges, at det ikke er alle U19 spillere, som efter vores oplysninger, har fået tilbudet om at flytte med, og derfor forsætter de heldigvis i vores senior afdeling.
Det er med stor beklagelse at dette er sket, og vi undrer os meget og er kede af, at man vælger at forlade den klub, som man er opvokset i samt at man forlader den træner (Thomas Kastberg), som har gjort så meget for drengene gennem hele deres ungdoms tid.
Vi håber, at fremtiden viser en anden tendens da, vi ønsker at integrere vores unge mennesker i vores senior afdeling, når den tid kommer.
Vi er en klub, hvor vores motto "Sammenhold giver styrke" altid har været en af vores stærke værdier og altid vil være det. Derfor ønsker vi heller ikke "lukkede hold" i senior afdelingen, men derimod en senior afdeling, hvor alle kender hinanden på tværs af årgange/aldre og bidrager til fællesskabet til glæde for individet og holdene. Dette har desværre ikke været ønsket for vores tidligere U21 hold og nu desværre også vores U19 hold, skønt vi i bestyrelsen har prøvet hvad vi kunne for at imødekomme holdenes ønsker uden at tilsidesætte klubbens grundlæggende holdninger & værdier.
Vi håber selvfølgelig på, at spillerne ændrer holdning og vender tilbage til SB igen, hvor de vil være velkomne.
De bedste hilsner
Bestyrelsen